Rekrutter og ansæt en medarbejder i fleksjob og få arbejdskraft, hvor der skal tages særlige hensyn. Men du betaler kun løn for den arbejdsindsats medarbejderen kan yde – resten tager jobcentret sig af.
Vær opmærksom på, at en medarbejder i fleksjob ikke længere har sin fulde arbejdsevne. Du kan tage hensyn til dette ved fx at nedsætte arbejdstiden, give mulighed for at holde flere pauser, arbejde langsommere, undgå bestemte arbejdsopgaver eller andet.
Du betaler kun løn for den arbejdsindsats, som medarbejderen kan yde. Halvdelen eller 2/3 af lønnen refunderes fra kommunen, og du får også refusion på fleksjobberens sygedagpenge fra første sygedag. Medarbejderen er ellers ansat på samme vilkår som øvrige medarbejdere.
Hvis du har et bestemt job, hvor der ikke er brug for en medarbejder, der har sin fulde arbejdsevne, og I kan tage det nødvendige hensyn, så kan en fleksjobansættelse være den helt rigtige løsning. Der findes også eksempler på, at medarbejdere efter ulykke eller sygdom vender tilbage til deres gamle arbejdsplads i fleksjob.
Følg seks gode råd, der viser, hvordan du kan gribe det an, hvis du enten skal fastholde eller rekruttere en medarbejder i et fleksjob:
- Lav klare aftaler og følg op på dem
- Sørg for en grundig introduktion
- Orienter kollegaerne
- Overvej at tilknytte en mentor
- Afklar om der er behov for mere hjælp fra jobcentret
- Giv mulighed for at deltage i personalemøder.