Få tilskud til støtteordningen personlig assistance, hvis du ansætter en medarbejder med varig og betydelig funktionsnedsættelse.
Målgruppen for ordningen er personer med såvel fysiske som psykiske funktionsnedsættelser. Funktionsnedsættelsen skal være varig, og personer med midlertidige eller forbigående tilstande er derfor ikke omfattet af ordningen.
Det er jobcenteret, der afgør, om din medarbejder er omfattet af ordningen.
Hvis din kommende medarbejder får tilkendt støtteordningen, kan din virksomhed få tilskud til en personlig assistent, der vil kompensere for din ansattes fysiske og psykiske handicap. Din medarbejder ligestilles hermed andre beskæftigede.
Den personlige assistance bruges både i forbindelse med ordinær ansættelse og ved særlige tilskudsordninger og skånejob.
Der er hverken tale om en vikar eller medhjælper. En personlig assistent må kun udføre praktiske arbejdsfunktioner. De indholdsmæssige jobfunktioner skal din medarbejder selv kunne udføre.
Når en personlig assistent skal ansættes, sker det i et samarbejde mellem din virksomhed, jobcenteret og de faglige organisationer. Medarbejderen skal også godkende assistenten.
Læs mere om ordningen, og hvor meget din virksomhed kan få i tilskud på cabiweb.dk.