Læs om, hvad sociale kapitler er og hvordan de kan give muligheder for fastholdelse på arbejdsmarkedet. Grundstenen i arbejdsmarkedssystemet er, at parterne på frivillig basis aftaler stort set alt. De sociale kapitler er derfor udtryk for arbejdsmarkedets parters ønske om, selv at skabe rammerne for det sociale ansvar.
For LO og DA er de sociale kapitler de overenskomst- og aftalemæssige rammer, der bl.a. kan bruges til at rekruttere og fastholde medarbejdere med nedsat erhvervsevne - eventuelt med støtteordning.
De sociale kapitler beskriver fx regler og procedurer i forbindelse med ansættelse af personer i fleksjob, skånejob med løntilskud, løntilskud til ledige osv.
Sociale kapitler findes i stort set alle overenskomster på det private og det offentlige arbejdsmarked.
Det grundlæggende indhold i de sociale kapitler er, at virksomheder kan fravige overenskomsternes ordinære aftaler om løn og arbejdsforhold, hvis det er for at integrere personer, som har svært ved at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Som hovedregel giver de sociale kapitler ingen konkret anvisning på, hvor meget man kan fravige en overenskomst, fordi det i første omgang er de lokale parter, der skal blive enige om en løsning i form af en lokalaftale:
De sociale kapitler er et godt redskab, som giver nogle muligheder, og derfor er det vigtigt, at jeres personaleansvarlige leder og tillidsrepræsentanten har et grundlæggende kendskab til mulighederne i de sociale kapitler.
